Juniorlandsholdet – bliv en del af de stolte traditioner!

Juniorlandsholdet

Hvert år sendes det danske juniorlandshold ud i verden for at deltage i både stævner og slutrunder – og vejen til de store oplevelser er faktisk slet ikke så lang igen! Typisk består en bruttolandsholdstrup af 8 drenge og 4 piger – hvoraf halvdelen bliver udtaget til det årlige Europamesterskab i sommerferien. Så med omkring 50 aktive juniorspillere – og en bruttotrup på 12 spillere – ja, så kræver det måske slet ikke så meget at komme i betragtning?

Og dog… For selvfølgelig har vores juniorlandshold et rigtig højt niveau! Og landsholdet består uden tvivl af toppen af den danske dart-ungdom. Men som juniorlandsholdsspiller har man typisk kun spillet dart i mellem 2 og 5 år, så hvis du som ny juniorspiller giver den en skalle, så er det bestemt et mål, der bør være opnåeligt inden du fylder 18 år. For vores juniorlandsholdsspillere er det en stor ære at blive udtaget til at repræsentere Danmark – og en tur til en slutrunde med landsholdet er endnu en dimension på det store fad af oplevelser og sociale gevinster der er ved at spille ungdomsdart!

“Det at spille på landsholdet, er en kæmpe ære. Det er fedt at komme ud og opleve verden og repræsentere de rød-hvide farver. At kunne have det sammenhold som de danske drenge har, er noget man ikke finder andre steder. Det er også fedt at komme ud og møde mennesker fra andre lande, og bare snakke med dem, og lære dem at kende…” – Nicolai Rasmussen, Rosenhøj Dartklub

I videoklipper herunder finder du en lille reportage om det danske juniorlandshold, som i sommeren 2013 lavede en hidtil uset medaljehøst ved Europe Cup Youth i Ungarn. Vi har i rigtig mange år været stolte af vores juniorlandshold i Dansk Dart Union – og vi vil med glæde byde dig velkommen på holdet, hvis du vælger at give den en skalle! Og så kan du jo passende gøre som Nicolai Rasmussen i videoklippet herunder: HJEM OG TRÆN!

Close
Skal vi kontakte dig?