Træning – hvorfor og hvordan?

Træning

Træning er den eneste måde at forbedre dit spil på. Bare spørg profferne i toppen af ranglisterne – de siger alle, at der er 3 meget vigtige regler som gælder når man vil forbedre sit spil:

TRÆNING, TRÆNING og TRÆNING!

Men træning handler ikke bare om at stå og kaste pile efter en skive i flere timer i den tro, at man automatisk bliver bedre – der skal meget mere til. En vægtløfter bliver godt nok stærkere af mange gentagelser, men da dart ikke er et spørgsmål om fysisk styrke, så vil mange gentagelser i sig selv ikke hjælpe ret meget.

Hvor meget træning?

Jamen hvor tit og hvor meget skal jeg så træne? – standardsvaret vil være: Så ofte og så meget som muligt.

Men da de fleste jo ikke har mulighed for at træne 8 timer hver dag, så bliver man nød til at være lidt rationel, når man planlægger sin træning. Her kommer så et af de vigtigste principper ind i billedet: Hyppighed fremfor lange træninger!

Eksempel: Spiller A træner intenst 8 timer hver søndag, men ikke resten af ugen. Spiller B træner en halv time på hverdage, 2 timer om lørdagen og holder fri søndag. (4½ time i alt). Hvem klarer sig bedst til næste stævne eller kamp? – Det gør Spiller B med garanti!

Det er vigtigere at holde sig i gang end at kaste mange pile på kort tid. Prøv at træne lidt hver dag – også selv om du kun kan finde tid til 15-20 minutter. Det er under alle omstændigheder bedre end ikke at træne. Hvis du har mulighed for halve eller hele timer så er det selvfølgelig bedre, men lidt er altid bedre end ingenting.

Et godt eksempel på dette er den tyske spiller André Welge. På arbejdsdage står han op 20 minutter før for at træne lidt inden han tager på arbejde, og når han kommer hjem træner han ½ – 2 timer, alt efter hvad han kan finde tid til. Mange ville måske hellere smide sig på sofaen en times tid når man kommer hjem fra arbejdet, men prøv at træne lidt i stedet – det er faktisk også en god måde at koble af på efter en hård dag.

Kvalitet

Kvalitet i træningen er også meget vigtig. Når du træner er det vigtigt, at du har hovedet med, så træningen bliver så intens som muligt. Du skal være fokuseret og have lyst til at træne – ellers hjælper det ikke. Hvis lysten forsvinder, så hold en lille pause, indtil lysten kommer igen. Men husk stadig på, at hvis du ikke træner hyppigt, så bliver du heller ikke bedre!

Hvorfor træne alene

Langt de fleste har den opfattelse, at når man træner alene, så kan man det hele og lige så snart der kommer en modstander ind i billedet, så går det galt. Derfor kan man hurtigt komme til at tro, at det er kamptræningen, der mangler og af samme grund får man ikke trænet alene særlig tit. Det er en helt forkert holdning!

MANGE er dårligere i kamp – også nogle af de bedste spillere i verden. Det, at være dårligere i kamp situationer, er helt normalt og det skyldes ganske enkelt, at man ikke træner nok på den rigtige måde. Der ER ingen anden gyldig forklaring! Det hele handler om at have nok selvtillid, når man står foran skiven – altså tillid til, at man faktisk kan ramme det, man sigter på. Denne selvtillid får man kun ved at have trænet meget alene.

Den rigtige måde at træne på

Når du nu er kommet i gang med at træne hyppigt og fokuseret, så skal du også sikre at din træning bliver effektiv. Det handler ikke bare om at stå og banke pilene ind i 20’eren, men derimod om at komme godt rundt på skiven, i alle felter og på en måde, hvor man kan måle forbedringerne. Langt de fleste kaster efter treble 20 når de træner fordi det er sjovest at lave de høje scores. Problemet er bare at 501 ikke kan lukkes på en høj score alene – der skal altid en double til. I mange tilfælde er det slet ikke scoren, som afgør en kamp – men derimod lukningen!

Close
Skal vi kontakte dig?