Seniorstævner – fællesskab og sportslige udfordringer
Seniorstævner
Hvert år er der cirka 10 stævner rundt om i Danmark, du kan deltage i. Dansk Dart Union er vært for de store titelgivende stævner; Jysk/Fynske mesterskaber, Sjællandske mesterskaber, DM og Denmark Open. Ydermere afholder en del klubber også deres egne nationale stævner. Der er altså rig mulighed for, at du kan blive udfordret af andre end dine klubkammerater.
Fælles for alle de danske stævner er, at de typisk bliver afholdt over en weekend, hvor du kan stille op i forskellige rækker – for både kvinder og mænd. I singlerækken spiller du alene, hvor det kun er dine egne præstationer, der er afgørende for spillet og resultatet. Endvidere er der ofte også mulighed for at stille op i Double og Mixdouble, hvor du spiller sammen med en anden selvvalgt makker.
Fælleskab er et vigtigt nøgleord for stævnerne, for det er nemlig her, du møder rigtig mange nye mennesker og det som Dartsporten er rigtig god til; at samle folk fra nær og fjern og skabe et stort fællesskab. Derfor vil du også som ny spiller opleve at blive taget godt i mod, af dem du møder.
Er du rejselysten og har mod på at møde flere udfordringer, afholdes der også flere udenlandske stævner i hele verden. Her har blandt andre “The Danish Diamon” Ann Louise Peters gjort sig bemærket inden for de senere år med flere flotte præstationer. For at deltage i stævner og samle point til ranglisten kræver det, at du har indløst licens i en af de mange klubber under Dansk Dart Union. Når du har gjort dette, så er det bare med at komme af sted, møde nye mennesker og udfordre dig selv i dartspillet.