Turneringsdart – kan du og dit hold blive Danmarksmester?

Turneringsdart – kan man spille dart som hold?

Overvejer du at begynde til dart? Så læs her hvilke muligheder for turneringsdart der findes. For at spille turneringsdart i Dansk Dart Union, skal du være medlem i en af de mange klubber, som er optaget i Dansk Dart Union – samt have en gyldig spillelicens. Du kan finde en klub nær dig ved at klikke her.

Når du spiller turneringsdart, bliver du en del af et hold, der typisk består af 4-6 spillere. Holdene bliver sat i de respektive klubber. Dermed bliver du også en del af et fællesskab, mens du dyrker din sport.

Der findes flere former for turneringsdart i Dansk Dart Union, så der er helt sikkert også noget for dig – uanset niveau og køn. Typisk starter du i Kvalifikationsrækken og sammen med dit hold, spiller I jer videre op i Danmarksserien og efterfølgende byder divisionerne på nye modstandere. Så der er rig mulighed for at spille sig til tops i dansk dart sammen med dit hold – og hvem ved, om du kan være med på det næste Danmarksmester-hold i 1. division?

I takt med, at holdet rykker op, bliver der også stillet større krav til niveauet. Derfor bliver du også udfordret og du udvikler både dit spil og dig selv. Hvis du blot ønsker at spille hyggedart, er dette også en mulighed, for i langt de fleste klubber er der plads til både bredden og eliten – og dermed ikke noget krav om, at du skal blive dygtigere – ambitionerne er helt dine egne!

Derudover er der også mulighed for at spille damepairs og for dig der er 35+, kan du spille Oldboys. Begge turneringer bliver afholdt over en weekend 2 gange årligt.

Som du kan læse, er der rigtig mange muligheder for at spille dart i en af de mange klubber under Dansk Dart Union. Uanset alder, niveau og køn er der plads til dig og det er kun dine ambationer der sætter grænserne.

Close
Skal vi kontakte dig?