Træningsspil – for dig, der vil være en god dartspiller

Træningsspil

Hvis du ønsker at arbejde målrettet mod at blive en dygtig dartspiller, har vi her samlet nogle forskellige træningsspil og -metoder, som kan være med til at udvikle dine evner foran skiven. Som med al anden form for træning, findes der ikke én måde, som er den rigtige. Derfor skal du betragte dette som inspiration til din træning, og ikke en opskrift på at blive den næste verdensmester.

501-træning

Hvordan og hvorfor?
Vort mest almindelige spil og generelle format – og vel 95% af darten under Dansk Dart Union er netop 501. Når du spiller 501, styrker det din score, dit nedspil og dine lukkere – men lige så vigtigt din rytme! Den er nødvendig for at vide, hvor du er på tavlen og hvornår de enkelte dele (score, nedspil mv.) skal bruges. Væn dit fokus til at være på 60’eren ned til omkring 200-250 point og lad herfra dit nedspil tage over – afsluttende med double (fokus). Undersøg evt. om det giver mening at fortsætte i 60’eren længere ned, idet din træningstilstand ikke er til at eksperimentere rundt på skiven i diverse andre tripler.
Generelt:
Før statistik – det giver en klar indikation af, hvor god du er (på dagen) og kan sammenlignes over en periode. Se blandt andet det separate statistikafsnit nederst på siden.

Score-træning

Hvordan og hvorfor?
“Bank Trible20”. Du kan evt. sige, at du ikke stopper, før du har lavet 10, 20 eller flere 60’ere – og giver det for dig mening så gør det samme i “Trible19”. Sørg for, at armen er varm og at diagonal sigte / horisontal sigte er nogenlunde på plads. Hvad nytter det at kunne sine doubler, hvis man ikke får chancen? Ved scoretræning taler vi om noget basis-træning. Sørg for at Trible20 ligger naturligt og er det almindelige “fix punkt” på skiven. Alt udgår herfra.
Generelt:
Lad ikke frustration over “lige ved og næsten” tage pippet fra dig – det kommer! Der skal så lidt til, at pilen klikker ud i stedet for at “gå i”. Men husk – det gælder også den anden vej!

Nedspil-træning

Hvorfor?
Det rigtige nedspil vil typisk spare dig for 2-3 pile per sæt – forudsat du rammer det du vil / skal. Det kan altså betyde, om du vinder eller taber! Samtidig styrker det dit fokus under pres for at skulle lukke på høje lukkere – at du har været i situationen før og ved, hvor og hvordan. Rytmen i kastet rundt på skiven er lige så vigtig – at placeringen af næste pil er kendt og ligger naturlig. Du skal kunne din lukketabel og med få undtagelser følge den – dog med lidt hensyn til egne præferencer. For eksempel kan man med 164 point tilbage gå i 2 x T19 og bull – i stedet for at “flagre” rundt med T20, T18 og bull.

170 og ned

Hvordan?
Du starter fra 170 point og skal nu lukke med 9 pile. Du kan lade det være 12 pile alt efter dit niveau – og også 6 pile hvis, du er rigtig god. Når du har lukket på 170 på de 9 pile, så går du ned til 167, så 164 osv. – lige så langt ned, du selv har lyst.
Generelt:
Træning kan fint spilles af 2 (3 eller flere) personer – fælles fra 170, hvor man skiftes. Ved 2 mand er det ikke den samme, der starter hver gang. Lad den der lukker, starte i næste kast – så har han første chance til at brillere på en høj lukker! Du kan også vende den om og for eksempel gå fra 150 og op til 170.

120 og ned

Hvordan?
Du starter fra 120 point og skal nu lukke med 6 pile. Du kan lade det være 9 pile (eller 3 pile) – alt efter niveau. Når du har lukket på de 120, kan du gå ned til 119, så 118 osv. – og så langt ned, som du har lyst til.
Generelt:
Styrker intensivt nedspillet i den sidste fase, og der hvor man kommer lidt mere rundt i skivens tripler for at have sin foretrukne double igen. Desuden trænes der fokus på at skulle lukke, hvor der ofte kan / vil blive lukket. Træningen kan igen spilles af 2 mand, hvor det her er den samme, der får de sidste 3 pile. Når der er lukket, byttes om på den der starter – så alle får de 3 første / 3 sidst pile.

80 og ned

Hvordan?
Du starter fra 80 point og skal nu lukke indenfor 3 pile. Når der er lukket, så går du ned til 79, 78 osv. – så langt som man har lyst.
Generelt:
Her styrkes afslutter fasen, hvor nedspillet har størst betydning, og hvor eliten oftest vil sætte ind “for the kill”. Her er pressituationen kombineret med nedspil – og ikke mindst mange double kast.

Double-træning

Hvorfor?
Hvilken dartspiller har ikke bandet og svovlet over ikke at have ramt sine doubler? Nedspillet var perfekt, men doublerne manglede – og man derfor tabte kampen. Man kan spille nok så godt, men når alt kommer til alt, er det doublen, der afgør og vinder kampen! Sikkerheden i lukkefasen er noget der kan trænes – og kombineret med en god psyke, vil den gøre hele forskellen på en god og en supergod spiller.

De normale doubler

Hvordan?
1. Du skal holde fokus på de doubler, du “normalt” ville bruge og kaste efter. Double20, Double16 osv. Du kaster derfor 1, 2, 3 eller flere Double18, så 1, 2, 3 eller flere Double 9’ere osv. osv.
2. Du fokuserer på at lukke på din restscore på de “normale” doubler. Når du kaster efter Double18 og rammer indenfor i 18’eren – så har du Dobule9 igen og skal nu med næste pil gå efter Double9. Har du ikke lukket på de 3 pile, starter du igen ved Double18. Du skal så lukke 1, 2, 3 eller flere gange på den pågældende double.
Generelt:
Der kan skrues op eller ned på bestemte doubler, hvor man mener at have større eller mindre behov. Hold double rækkefølgen (D18 – D9), (D16 – D8 – D4 – D2 – D1), (D12 – D6 – D3) og (D20 – D10 – D5). Det for at undgå, at næste double er for tæt på i forhold til der, hvor du sluttede. Sørg for at nå alle igennem, idet du her kaster mod 90-95% af de doubler, du lander på i kamp. En Double20 skal ligge lige så let for som en Double2. Så bliver du ikke nervøs, fordi du ikke lige fik nået at træne på den. Noter eventuelt over en periode, hvor mange darts, du bruger for at rammer de enkelte doubler – det kan være en indikation på, hvilke der er favoritter og hvilke der kræver lidt ekstra træning.

Bestemt double

Hvordan?
Har du problemer med en bestemt double? – eksempelvis D5 eller D9, som kan være specielle, fordi du skal lave den om, hvis du rammer ind i enkelt 5’er eller 9’er? Brug derfor eksempelvis 10 minutter på kun at kaste efter den pågældende double.
Generelt:
Du øger din sikkerhed på den double og har lettere ved at fokusere, idet du ikke længere tænker over, hvad nu hvis….

Doublerne rundt

Hvordan:
Start i D1, så D2, så D3 osv. ned til rød Bull. Du kan selv afgøre, hvor mange du vil have af hver. Fortsæt til næste double, når du har ramt doublen. Du kan vælge at bruge alle 3 pile på én double, og kan så kombineres med, at hvis du rammer 2 pile i D1, så må du springe den næste (D2) over. 3 pile i D1, så må du springe 2 over og gå til D4 – at du belønner dig selv ved at ramme.
Generelt:
Du kan også starte omvendt i D20, D19 osv. – men slut med rød Bull, for den kræver størst fokus. Noter evt. over en periode, hvor mange darts du bruger for at ramme de enkelte doubler – kan være en indikation på, hvilke der er favoritter og hvilke der kræver lidt ekstra træning.

Fokus-træning

Hvorfor?
Indenfor dart er det afgørende at kunne koncentrere sig under spidsbelastning – at kunne bevare fokus, når man lige netop har brug for det. At kunne “lukke alt andet ude” er noget, der kan trænes, så man bliver bedre til det. “Tunnel-syn” mod det man sigter efter, er ikke blot noget få andre har. Det kan faktisk tillæres. Tripler og doubler kan være lige så store som en “badebro”, hvis koncentration og fokus er der!

Specielt for fokus er, at man ikke tænker, men “bare” kaster og altså er i stand til at koble fra og kaste (og ramme), som man har gjort så mange gange før. Underbevidstheden fortæller, at du både vil, kan og sgu er god til det. Som regel lige indtil, at frontallappen får os til at spørge os selv, om det nu også kan være rigtigt? Vi skal have skubbet til frontallappens evindelige “spørgelyst” og bare agere, når vi nu ved bedre! Fokus kan blive en tilstand, der kan kaldes frem og bruges efter behov.

Bestemt double

Hvordan?
Har du problemer med en bestemt double? – eksempelvis D5 eller D9, som kan være specielle, fordi du skal lave den om, hvis du rammer ind i enkelt 5’er eller 9’er? Brug derfor eksempelvis 10 minutter på kun at kaste efter den pågældende double.
Generelt:
Du øger din sikkerhed på den double og har lettere ved at fokusere, idet du ikke længere tænker over, hvad nu hvis…. Træningen kan også findes under doubler, men er også lagt ind her, idet der er tale om et helt specifikt fokuspunkt på skiven, der skal trænes.

Rød Bull

Hvordan?
Bestem inden start, hvor mange røde bull du vil ramme, inden du stopper, og hold fokus kun på at ramme den røde. Træningen kan evt. kombineres med, at hvis man rammer 3 i 25’eren (den grønne bull), så tæller det som rød.
Generelt:
Rød Bull er skivens mindste double og ca 1/3 mindre end en normal double. Den har høj “bling-bling-værdi”, hvis man lukker på den – men den er svær (mindre) og kræver at fokus er tilstede. Du vil opdage, at din koncentration efter en session (ikke for lang) imod kun rød bull er langt større. Træningen kan anbefales som opvarmning op mod en vigtig kamp og hjælpe til, at du er klar fra første kast og kommer godt fra start.

Musik / støj

Hvordan?
Spil med musikken tændt for at simulere baggrundsstøj. Til kampe er der sjældent helt stille, hvorfor man ikke skal have det for stille under træning.
Generelt:
Pas på med hovedtelefoner idet de målretter lyden og ikke giver den “støj” du typisk er ude for. Desuden er det for eksempel i udlandet forbudt at spille med “musik i ørerne” under kampene. Er du kun vant til at træne/spille med støj og musik, kan du indlægge træningspas, hvor du træner uden. En situation, hvor der er helt stille (en finale?), kommer derfor ikke som en negativ overraskelse.

Statistik under træningen – mest for nørderne!

Hvorfor?
Mange vil gerne vide, hvor gode de er, fra træningspas til trænings pas – og fra måned til måned. At de kan følge lidt af egen udvikling – og eventuelt pin-pointe, hvornår de var på toppen og hvornår noget gjorde, at de fik i dyk i performance. Hvis man træner meget, og fører nøje statistik, kan man faktisk følge en kurve for performance og finde ud af, hvornår, og ikke mindst hvordan, man kan toppe på de rigtige tidspunkter. At træningsmængden tilpasses, så man som kval-række spiller kan være klar fra sæson start eller som landsholdsspiller at toppe, når man skal til VM.

Eksempler på statistik kan være,
– hvor mange darts brugte du (i dag) fra 501 i alle sæt, og …
– hvad var dit gennemsnit per sæt ?
– hvad var dit gennemsnit per pil ?
– hvor mange pile brugte du på 170 spillet, eller
– var der en speciel double der drillede (idag) ?

Find selv på flere ting at føre statistik over – og lige så vigtigt; notér, om der var noget i din dagligdag, der generede. Var du sur på konen / manden? Drillede arbejdet? Var teenagedatteren (igen) umulig?

Det er dog vigtigt, at statistikker ikke tager fokus fra, hvad det egentlig drejer sig om – nemlig træning! Men at det “blot” er materiale, der viser standard på et givent tidspunkt i din dart træning. Men er du god til at notere og har store data mængder, kan meget udledes af tal og kurver!

Held og lykke med træningen frem mod dit mål!

Close
Skal vi kontakte dig?